Lars Kue: At Bygge er at Leve

Bygge hus

Et af de ældste spørgsmål i menneskehistorien, er næsten med sikkerhed det store “Hvad er meningen med livet?”. Filosoffer, kloge hoveder og selv ængstelige teenagere har funderet over det, og er kommet med alle mulige, og umulige, bud på, hvad meningen med det hele kan ske at være. Der er dog ikke rigtigt blevet nået til nogen større enighed. Vi har taget en snak med Lars Kue, der mener han har et svar, der burde kunne tilfredsstille alle. Der er dog ét men: han mener ikke, at det handler om meningen med livet, men om hvordan, man giver livet mening. Det er ved at bygge. Lars uddyber her under:

Jeg var utroligt deprimeret for 5 år siden, og troede aldrig jeg skulle komme ovenpå igen. Mit liv så egentligt godt ud på overfladen: jeg havde en smuk kæreste, et velbetalt arbejde, en stor social omgangskreds… Men det hele føltes bare så tomt. Jeg havde lært mig selv at smile, selvom alt gjorde ondt indeni. Det snød alle, og nogle gange endda mig selv: jeg kunne se mig selv i spejlet, klædt flot på fra top til tå, stort smil på, og tænke: “Jeg har det jo godt. Det er fjollet jeg føler mig nede”.

Men nu har jeg indset, at der var god grund til at være deprimeret. For mit liv havde ikke nogen mening. Alt var sat op til, at dække mine biologiske behov, og intet mere. Der var ikke noget at jagte, ikke noget at se frem til: hver dag var den samme. Forholdet skulle holdes ved lige, så jeg kunne mærke noget kærlighed, og arbejdet skulle udføres, så der var penge til et hjem og noget mad. Men det var bare den samme cyklus af ren overlevelse og behovs-dækning. Livet manglede substans: hvad var min grund til at leve? Leve fremfor blot at overleve.

Løsningen slog mig pludseligt en dag, mens jeg kiggede rundt på Stark.dk, i forbindelse med et lille projekt jeg gerne ville bytte. Alle de rå byggematerialer derinde talte til mig: de satte gang i min fantasi. Jeg kunne se hvordan enkelte stykker træ, skruer og søm, der hver for sig var rimeligt ligegyldige, kunne sammensættes til noget der var brugbart. Det meningsløse kunne gøres meningsfuldt gennem den menneskelige fantasi kombineret med hårdt arbejde. Måske mit liv, kunne få mening, igennem den samme proces?

Så jeg satte mig for, at bygge ting. Det betød, at jeg begyndte at tage ansvar for mit parforhold: det skulle ikke længere bare stå stille, det skulle gro til noget større. På arbejdssiden var det ikke længere nok bare at tjene: jeg skulle også skabe noget. Så jeg sagde op, og begyndte som selvstændig. Nu lever jeg af at bygge, og bygger for at leve.